Dansens historie

Af Nashwa v/Inge Majbrit Ravn-Jensen

Den ældste form for den Ægyptiske solodans er “Baladi” (folkets dans): En kunstnerisk jordnær sanselighed med et stolt legende udtryk. Baladi har vist sig at være en kraftfuld og vedvarende kilde til fascination for udenforstående tilskuere. I løbet af det 19. århundrede så et stigende antal rejsende og kunstnere dansen i Mellemøsten, og mange af dem efterlod optegnelser og noter om dansen. Disse noter viste, hvor lidt dansen havde ændret sig i sin grundessens siden en tidlig beskrivelse fra det 7. århundrede nævnte, at dansens vigtigste karakteristika var en bemærkelsesværdig, smidig evne til at dreje og svinge med hofterne. Noter fra det 19. århundrede tilføjede dansens hypnotiske natur og følelsesmæssige intensitet.

Fra Baladi er udviklet “Raqs Sharqi” (Østens dans): En stil, der er mere tilpasset teatrets og kabaretens sceneopsætning. Raqs Sharqi er en blandingsdans, hvori både glimt af tyrkisk, persisk og indisk dans kan ses såvel som glimt af vestlig ballet. Den er opbygget omkring danserens fortolkning af fortløbende taqasim (musikalske improvisationer) igennem et eneste dansestykke. Disse taqasim spilles oftest på nai (fløjte), violin, oud (lut) og qanum (en forgænger for harpen og klaver).

De forestillinger, som den orientalske dans har bragt til Vesten, stammer for det meste fra natklubber, cabareter og restauranter i Mellemøsten og Nordafrikas byer.

Den orientalske dans har været vestligt påvirket i over 1000 år. Kolonialisterne fra Vesten kom fra samfund, hvor den fysiske kærlighedshandling var noget, man fortiede – et tabu. Det påvirkede dem, at se kvindekroppe danse med så megen brug af bækkenpartiet, og fordømte dansens udtryk uden at kende kulturen bag. Deres egen angst for kropslighed og udtryk fordømte rigdommen i dansen og trak den ned på et plan, hvor den for nogen stadig befinder sig.

Det opleves stadig, at både mænd og kvinder bliver stødt og forlegne, når de oplever orientalsk dans. Disse mænd og kvinder er bekendt med “side 9 piger”, “Miss et eller andet” og andre lignende pigefremstillinger. Konkurrencer hvor pigen er mere i centrum end budskabet.

Det er selve dansens sjæl, der udgør forskellen mellem disse skønhedskonkurrencer og den orientalske dans. Jeg tror ikke, at nogen seriøs danser med værdighed og selvrespekt vil deltage i konkurrencer, hvor menneskeværdien skal vurderes udefra. “At danse er at være”.

Bevægelserne med bækkenet symboliserer “hvor alt liv fødes”, og cirkelbevægelserne det uendelige, den fortsatte beståen. Dansens væsen i kommunikationen af kvindens glæde, begejstring og væren i nuet vil til alle tider bevares og videreudvikles.

Glæden ved at udtrykke sig selv, påkaldelse af Guddommelighed og ønsket om lykke og et langt liv til sig selv og dem, hun danser for, er danserens vigtigste opgave.

Den dans, som kolonialisterne så og opfattede som en prostitueret dans, er desværre stadig det, der nogen steder forbindes med orientalsk dans.

Dansen symboliserer først og fremmest glæden ved livet og kontakten med naturen, så derfor mener jeg, at enhver danser bør bevare respekten for den kultur, som vi har fået lov til at være en del af, og fortsat dele glæde og liv med de mennesker, der er åbne for naturens rigdomme.

I Nashwa’s danseforestilling “Alayki El Dalal”, som opføres af El Saada, bliver flere forskellige danse præsenteret.